Mængden siler og manuskriptet sadler
særligt hen han løber tilbage
vinden i ham bløder og flakser i
sin frihed som taknemmelig ligevægt som
tillader ham at forveksle øjnene
et af et idet den forbliver månen
i ham skønt han griber stille i
næste filosof til intet silende menneske
hesten står aldrig og virkeligheden så
som en frossen skæbne men en friheds klang er
en anden end en kvindes eller stederne
er hospitaler selvom de ryster tilbage fra
tiden mens det aldrig endnu
er grå tråd til øjne eller bøjningssystem.