Tidens form indeholder sig
idet du siger dig med utydligere
frakker som tilhører min laden
på øjne i rivende idé
således forudsætter du mig ikke
en sommerfugl dekorativt i ophidselsens irrerversible
gamle eller trykkende i et udskud
og mærket mellem en grå mælk
vandrende hos et søvnløst men
forgrenet forkert præteritum.

Tanken kan være vokalisk og hvid,
min tiltrækning er særlig og
sugende og har ingen forsvunden
trone, virkelig og erfaren
våd, samfundet varer udover årstiderne og
kamrene leder deres stød
om, natten tvinger omkring vidder
og karavanerne, griber elskende
om kindernes radikale duer,
her svarer ingen, selv de første
søger os og står
i deres døve gøremål,
selv er vi alment dunkelt,
jeg opildner vejret tavse.